Jeg har ikke været i stand til at sove siden den dag

Posted on
Forfatter: Randy Alexander
Oprettelsesdato: 23 April 2021
Opdateringsdato: 24 Marts 2024
Anonim
WiFi mobilt bredbånd på et båd - 52
Video.: WiFi mobilt bredbånd på et båd - 52

Indhold



Det er en uklarhed. Bilerne ser så lille ovenfra. De er næsten ikke i bevægelse. Der er folk, der går. For nogle er der intet usædvanligt i dag. Det er den ting, der har fundet sted hele vores liv, ikke? Vi vågner op hver eneste dag for at gøre de ting, vi gjorde i går.

Det er en rutine, og det er meget dødeligt. Vi vågner op og kender ikke. Vi vågner op, at hver dag er bare en normal dag, indtil den ikke er. Nogle gange overraske livet os. Det overraskede mig.

Præcis et år siden.

Jeg gik til køkkenet, der stadig følte lidt groggy. Jeg spiste min morgenmad, tog et bad og kørte til arbejde. Jeg spiste min frokost, fik min makeup, gjorde mit job og lo med venner. Stadig intet usædvanligt.

Arbejdet er forbi. Jeg gik videre til parkeringspladsen for at få min bil. Jeg huskede, at jeg har glemt noget, så jeg gik tilbage til kontoret og tog hvad jeg havde brug for. Elevatoren tog længere tid end normalt. Det må være fordi arbejdstiden er overstået, og alle er bare travlt for at komme hjem. Inde i elevatoren er det lidt trængt op.


Jeg gik tilbage til min bil, åbnede døren og startede motoren. På min vej hjem så jeg min favorit bageshop, så jeg stoppede bilen og købte nogle cupcakes. Jeg begyndte at køre igen. Min yndlingssang spillede i baggrunden, og jeg sang sammen. Det er en god dag. Jeg formåede at præsentere vores projekt rigtig godt, og jeg havde god mad plus jeg var i stand til at købe mine yndlingsmuffiner.

Livet er sikkert godt. Min telefon begyndte at ringe og ligesom min telefon og kiggede på den blev jeg skubbet frem med en pludselig kraft. Jeg ramte straks bremserne, men det var for sent. Jeg ramte noget. I min panik fjernede jeg hurtigt min sikkerhedssele og gik lige ud. Nej. Nej. Jeg lægger en hånd til min mund. Jeg kunne ikke tro det.

Jeg ramte en motorcykel. Der ligger på gulvet en mand, en kvinde og et barn. Hvordan? Hvorfor?

Alt var en sløring. Jeg kunne ikke fokusere på noget. Mit sind var racing. Jeg hørte ikke ambulance sirenen. Eller de mennesker, der var begyndt at skare rundt på scenen. Jeg kunne ikke høre de politimænd, der forsøgte at tale med mig. Jeg kunne ikke høre andet end mit eget sind spørger, hvad der skete.


En måned efter hændelsen.

De var en familie. Faderen og moderen gjorde det ikke. Barnet gjorde selvom det ikke var en nem betjening. Virkningen dræbte barnets forældre på scenen. Jeg dræbte to mennesker. Nej, jeg dræbte tre. Jeg dræbte en familie. Jeg dræbte et barns chance for at vokse op med sine forældre. Jeg dræbte et barns uskyld. Et barns chance for et godt liv. Og jeg kom væk med det.

Jeg betalte forældrenes begravelse og jeg betalte for hele barnets hospitalregning med nogle penge, så han ikke ville blive overladt til sine pårørende med intet at spise.
De straffe mig ikke. De holdt mig ikke bag stænger. Jeg skulle have betalt for min synd. Jeg skulle have betalt for min fejl. Jeg må ikke få lov til at gå frit på jorden. Jeg fortjener at dø som mannen og kvinden døde.

I dag.

I dag er netop et år fra hændelsen. Jeg har ikke været gemt lige siden. Jeg har aldrig fået en god nats søvn. Fordi hvordan? Hvordan bor du med dig selv efter det? Hvordan bor du med dig selv og vidste at du dræbte en person? Jeg fik aldrig svaret. Det er femten etager op. Jeg kiggede op på himlen og fortællede den dag igen den måde, jeg gjorde hver aften. Jeg troede det måske, hvis jeg ikke skulle løbe tilbage til kontoret for at få noget, hvis elevatoren ikke tog så lang tid, hvis jeg ikke stoppede ved min yndlings bakke, og hvis min telefon ikke havde ringet, måske ville det aldrig være sket. Men der er intet punkt i fortrydelse nu, er der?

Jeg huskede, at jeg havde en gul kjole. Det var min foretrukne kjole. Det så ud som det, jeg elskede så meget, da jeg var barn. Jeg chucklede da jeg indså, at jeg elskede den kjole, fordi den fik mig til at føle sig glad. Som om jeg var iført lykke selv. Gul har altid gjort mig lykkelig. Det fik mig til at føle lysere. Jeg har aldrig brugt den anden kjole igen. I det mindste ikke indtil i dag.

Jeg lukkede mine øjne, og jeg kunne mærke, at mine kinder begynder at blive våde. Jeg smilede.
Jeg åbnede mine øjne og kiggede ned igen. Jeg tog et lille skridt fremad, og jeg kunne mærke tyngdekraften forsøger at trække mig. I dag satte jeg mig fri.